Skriften på væggen
Kunstværket der vender udad
Allerede fra gaden kan man se billedhugger Lone Høyer Hansens udsmykning af skolen. Værket er en gave fra Ny Carlsberg Fondet og monteret i 2010.
Lone Høyer Hansen fortæller i sin beskrivelse af udsmykningen, at skoleleder Mogens Krabek i en samtale havde forklaret hende, at skolen ønskede sig et ”markant udendørs kunstværk, gerne med lyskunst, samt et rækværk foran gymnastiksalsgavlen”
Lone Høyer Hansen satte sig for at binde skolens tre meget forskellige bygninger sammen, det høje røde skolehus, den flade SFO- og gymnastikbygning fra 1980erne og den nye bygning med glasfacaden. Og at flette dem sammen med omgivelserne, der med kunstnerens ord er et ”arkitektonisk clash”.
For at løse den opgave satte hun en 120 meter lang frise på gymnastiksalen, hun beskriver den sådan her:
Venstre del er ”holdt i en farvepalet, der kontakter den nye bygning, samt bygningerne ned mod Lille Triangel. Den højre frise har en palet der vender sig mod de farverige kartoffelrækker, samt Sortedamsøen. Midterfrisen, der løber hele vejen rundt om gymnastiksalen, består af lige mange farver fra venstre og højre frise. Alle farver på frisen findes i skolen, på skolen og i skolens omgivelser”.
”I stribeforløbet indgår også lyskunsten på den gamle skolebygnings gavl, hvor lysstriberne er med til at markere et særligt rum ved den ene skoleindgang. Lysstriberne signalerer, – ikke for at sælge en vare, – men for at lægge op til opmærksomhed”.
Lone Høyer Hansens udsmykning omfatter også det rækværk, der står mellem gymnastiksalen og Øster Søgade. Det består af bronzestykker, der gengiver og reflekterer søens vandspej og åbner for den lille anlagte have bagved, som også er en del af kunstværket. Haven skulle bestå af klatreroser, tretorn, vilde jordbær, blå krokus og hvide vintergæk”.
Desværre fik andre end almindeligt forbipasserende øje på kunsten, ikke mindst de materialer, der var brugt til rækværket. Så bronzestykkerne blev stjålet, men er siden blevet erstattet med lignende dele af jern, støbt i relieffer som de originale dele, men med nyt udtryk.
På samme måde har lyskunsten måtte indrette sig på virkeligheden, beboere i nærheden klagede nemlig over, at skæret fra installationen generede dem, og den del af Lone Høyer Hansens udsmykning er kun tændt ved særlige lejligheder og fortrinsvis om dagen. Man kan måske sige, at værket som al god kunst er i dialog med sine omgivelser.
Søren Ulrik Thomsen i beton
Går man ind i nordgården passerer man skolens tilbygning fra 2010 (TJEK), tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og bygget der, hvor pedellens bolig oprindeligt lå – og med genbrugte mursten fra den oprindelige bygning.
Nu rummer det gennemsigtige hus skolens kreative fag, og hugget ind i betonen står en bid af Søren Ulrik Thomsens essay ‘Fornuft og mysterium’.
Digteren fortæller selv, at han blev stoppet på gaden af daværende forstander på Bordings Friskole Mogens Krabek, som bad om at låne et par ord til sit nye byggeri.
”Jeg syntes, at det var sjovt og ærefuldt at blive en del af den grundtvigianske tradition med fyndord over døre, talerstole o.s.v.”, skriver Søren Ulrik Thomsen på sin hjemmeside. Så han sagde ja så nu står det hugget beton: “Jeg tror på Himlen og jeg tror på Jorden men jeg tror ikke på alt mellem himmel og jord”.
Bøn og Arbejde
Lidt længere inde i Nordgården hænger en noget ældre udsmykning over indgangen til trappen. Også her handler det om himmel og tro.
”Ora et Labora” står der rundt om et portræt af to kvinder. ”Bed og arbejd” er benediktinermunkenes valgsprog og rummer ideen om, at man ikke kun skal leve og tro inde i sit hoved, men også bestille noget. For Benedikt mente, at lediggang er roden til alt ondt.
De to kvinder, der vogter over døren, er formentlig Comtesse Thusnelda Molkte, der drev sin pigeskole her og Fru Elise Bay, der stof for drengeskolen.
Soli Deo Gloria
Går man om på den anden side af huset til Sydgården, løber de mindste elever hver dag ind under tilsvarende fromme ord. ”Soli Deo Gloria” står der, ”Gud alene æren”, eller ”Al ære tilkommer Gud”.
Sætningen, eller forkortelsen SDG findes ofte på gravsten eller bygninger, men også kunstnere som Bach og Händel signerede deres værker på den måde for at vise, at de med deres musik ville prise Gud.
Tanken bag er, at mennesker skal arbejde for Guds skyld og ikke for deres egen stolthed og ære.
I nutiden har ordene over døren på Bordings Friskole spillet en rolle i Peter Høegs roman ’De Måske Egnede’. Bogen foregår på Biehls Privatskole og tager afsæt i forfatterens egen tid på Bordings Friskole i 1970erne. I bogen står rektor ved døren under indskriften Soli Deo Gloria ”… for at hilse på dem der mødte til tiden, og for at identificere dem der kom for sent. Fra man begyndte at vågne, huskede man han ville stå der”.
Børnenes aftryk
Men ingen skole uden børn, og på Bordings har de sat deres aftryk i væggen ved indgangen til SFO’en. Her har elever fra bygningens forskellige skoler siden 1930’erne ridset deres navne i murstenene. I nutiden foregår det, når eleverne fra 9. klasse har deres sidste dag på Bordings.
Bording og de to gamle fugle
Sidst men ikke mindst er skolens bomærke indlejret over døren til den gamle gymnastiksal i stueetagen.
Frede Bordings historisk-poetiske skolesyn spejles i skolens logo, der er tegnet af billedhuggeren Gunnar Hansen.
Frede Bording har selv beskrevet logoet sådan her:
"Det forestiller Odins to ravne Hugin og Munin, som ifølge fortællingen flyver ud over jorden for at vende tilbage og hviske ham i øret, hvad de har set. Og når de er tegnet sådan, at den ene under flugten ser frem, mens den anden ser tilbage, hænger det sammen med det, de er udtryk for. Thi Hugin betyder "huen", tanken, der flyver til verdens ende for at opdage og erobre nyt land for menneskeånden, med andre ord udsynet og fremsynet, mens Munin, der ser tilbage, er mindets fugl. Begge fugle er lige nødvendige, når det gælder om at blive klog på livet, men vi er ofte tilbøjelige til at glemme den ene for den anden. Man kan fortabe sig sådan i sine minder og i historien, at man glemmer at leve med og være vågen over for alt det, der sker, og det, man står på tærsklen til. Og man kan blive så optaget af verden udenom, af sin egen tid og af den fremtid, der tegner sig for en, at man kaster vrag på fortiden og ikke vil beskæftige sig med den. I begge tilfælde mister man noget værdifuldt, ja man er i virkeligheden med til åndelig talt at lemlæste sig selv og derved gøre sig udygtig til at leve livet."
Skolens egen sang
Ved skolens 75-års fødselsdag fik skolen skrevet en sang af Alberte Winding og Andreas Fuglebæk. Den er opkaldt efter den traditionsrige emneuge ‘Bordingstan’.
